Spring til indhold

Båring Banke

"Højt til himlen, kort til alt andet"

Velkommen til ny fællesleder på Båring Børneunivers pr. 1. december 2015.

Annemette Laursen PhotoAnnemette giver følgende præsentation af sig selv:

Hej
Jeg har været så heldig at blive valgt som ny leder af Båring Børneunivers. Det ser jeg meget frem til! Mit navn er Annemette Sodtmann Laursen. Jeg er 51 år og gift med Henrik Hartvig 51, forstander på Viby Efterskole. Henrik startede som forstander på Viby Efterskole 1. april, og vi er således tilflyttere fra Sydfyn til Nr. Åby midt i april i år. Vi har tre store børn. Asger på 24, Holger på 21 og Asta på 16 år. De er alle tre bosiddende i København. Asger og Holger forsøger at leve af musik og diverse kunstprojekter. Asta går i gymnasiet på Københavns Åbne Gymnasium og bor til leje hos en familie i Valby.

Jeg kommer fra en stilling som leder af to landsbyordninger, som her efter sommerferien er lagt sammen til én på to matrikler. Tilsammen har landsbyordningerne fået navnet Brahesminde og er placeret i hhv. Svanninge og i Horne i Faaborg Midtfyn Kommune.

Jeg har været skoleleder i Svanninge i godt tre år og fik Horne under min ledelse for godt et år siden. I både Horne og Svanninge er der skole fra 0.-6. klasse samt vuggestue, børnhave og sfo. I Horne har der desuden været asyl- og modtageklasser for flygtninge siden april måned. Der er lige under 200 elever på hver matrikel og ca. 70 ansatte lærere, pædagoger og tap-personaler i alt. Horne og Svanninge er to meget velfungerende landsbyordninger, og jeg har været rigtig glad for at være leder begge steder. Jeg har dog næsten en times kørsel hver vej, og jeg synes samtidig, at jeg er kommet alt for langt væk for lokalområderne i Horne og Svanninge. Herudover pendler jeg dagligt mellem de to landsbyordninger, der er godt 6 km imellem dem. Det betyder også, at jeg kommer til at lægge afstand til både børn og ansatte i dagligdagen, hvilket jeg også er lidt ked af. Jeg har det allerbedst med at være tæt på og have en god fornemmelse for, hvad der rør sig hos både børn og voksne.

Lidt om min baggrund:

Før jeg blev ansat i Svanninge og Faaborg Midtfyn Kommune, var vi bosat på Ærø. Her flyttede vi til i 2006. Min mand var i 6 år forstander på Ærø Højskole for musik og teater og jeg var skoleleder på Rise skole, en lille landsbyskole med 160 elever fra 0.-6 klasse. Vi fraflyttede Ærø i 2012, fordi højskolen desværre måtte lukke og slukke. Der var for få elever.

Før Ærø boede vi på Mols i Østjylland, hvor jeg i en 10-årig periode var ansat som lærer på Molsskolen, en folkeskole, for elever fra 0.-9. klasse. Her fungerede jeg i skiftende perioder som koordinator i hhv. indskoling og udskoling. Og i den periode tog jeg ligeledes en cand.pæd. uddannelse i didatik med særlig henblik på dansk.

Jeg er oprindelig fynbo, født og opvokset i Kirkeby på Sydfyn. Jeg har gået i gymnasiet på Midtfyns Gymnasium og flyttede herefter til København for at arbejde, rejse og siden læse sociologi på KBU. I 1990 flyttede jeg til Århus. Jeg læste til lærer på Århus Dag- og aftenseminarium i 1992-1996, hvorefter jeg blev ansat som lærer på Mols.

I min fritid dyrker jeg sport. Jeg har altid været vild med både fodbold og forskellige former for gymnastik. Den aktive fodbold er lagt på hylden efter en knæskade. Men jeg elsker at se fodbold live og i tv. Selv dyrker jeg nu spinning og fitness-gymnastik gerne 3-5 gange om ugen. Løb vil jeg også gerne, men er generet af en betændt scene. Herudover er jeg vil med litteratur og film. Jeg læser masser af bøger og nyder en god film i biografen. Og ellers nyder jeg, at være sammen med min familie, når det er muligt.

Jeg glæder mig meget til at hilse på alle i og omkring Båring Børneunivers. Vi ses

De bedste hilsner Annemette Laursen

Annemette Sodtmann Laursen

Del på Facebook

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Facebook