Båring Banke

"Højt til himlen, kort til alt andet"

Søg

5 nye træer og 9 nye bord/bænke på Baaring Banke.

Indenfor 2 måneder placeres der 5 nye bord/bænkesæt, 4 bænke i træ og 5 træer på nøje udvalgte steder i vores område.

Pengene (25.000 kr.) hertil kommer fra kommunens driftsoverskud på 19,9 mio. kr. i 2020 (se link: https://middelfart.dk/politik/byrad/byradsmoder/?agendaFolder=2021-12-13%2011.16.05 ) . I juni sidste år besluttede forligspartierne i byrådet, at lokaludvalgene måtte bruge en del af overskuddet (0,5 mio. kr.) til at ønske forskønnelse af bysamfunde med træer, buske og bænke. Baaring Banke Lokaludvalg fik bevilget 25.000 kr. og ønskede, i samråd med beboere og foreningerne i vores område, at forskønne følgende steder:

  • Bord/bænkesæt ved sportspladsen i Roerslev; ved molen Båring Vig (shelter-område); ved klubhuset BGF på Kærbyvej;
  • Bænk i træ uden ryg ved begyndelse af den nye sti til Brenderup; en oppe ad stien ved Kærbyvej (der hvor der tideliger også har stået en bænk); og 2 styks på stien der går parallel med Hedegårdsvej (Fra den gamle Brugs mod Middelfartvej).
  • Et ægte kastanjetræ, 2 pæretræer og 2 æbletræer på Den Nordvestfynske Skulptursti langs Kærbyvej i Asperup.

Børne-bamsegudstjeneste

Kom til børne-bamsegudstjeneste den 24. februar kl. 17.00 – 19.00 med fastelavnstema.

Kom gerne udklædt.

og tag din bamse med i kirke!

Vi mødes til hyggeligt samvær, hvor vi alle – store og små – starter i sognehuset med en aktivitet. Derefter går vi over i kirken til en kort gudstjeneste, hvor Nikodemus også er med.

Bagefter spiser vi i sognehuset og slutter med en godnathistorie.

Pris: 25 kr. pr. person over 12 år.

Tilmelding senest den 23. februar kl. 15.00 til Gitte Lorentzen  GBLO@km.dk

 

General Forsamling BGF

Tirsdag d. 22 februar kl. 19.00 i klubhuset på Kærbyvej.

Kom og vær med og hør hvad der sker i vores lokale sportsforening BGF af eksisterende aktiviteter, men også NYE tiltag.

Lokaludvalgsmøde – efter mandefald

To medlemmer har i løbet af januar måned forladt Baaring Banke Lokaludvalg.

De to suppleanter træder derfor til her og nu, men med øje for den årlige generalforsamling (der afholdes inden 1/5), vil lokaludvalget gerne gøre opmærksom på, at der søges nye medlemmer til lokaludvalget til næste valgperiode.

Lokaludvalget vil derfor gerne invitere alle interesserede til lokaludvalgsmøde, tirsdag d. 1/2, kl. 19 i skolekøkkenet på Båring Skole.

Det vil være absolut uforpligtende, men hvis du er i tvivl om det kunne være noget for dig at komme en lille smule tættere på Byrådet og forvaltningen i Middelfart Kommune, så kig forbi tirsdag d. 1/2 til en snak og en kop kaffe.

Dagsordenen finder du her: 2022-02-01 Dagsorden for moede i Baaring Banke Lokaludvalg

 

Hvad gemmer sig i Gelsted kirke

Café-eftermiddag

den 2. februar kl. 14.00 i sognehuset.

Louise Kjær fra Båring vil fortælle om en spændende kvindefigur – en sheela-na-gig som findes på døbefonten i Gelsted kirke.

Opdaterede retningslinjer for indlæg på BåringNyt.dk

Hvad er Båring Nyt?

BåringNyt.dk er til alle på Båring Banke. Nyheder og informationer om vores omegn (Asperup og Roerslev sogne) serveret direkte til dig på 4 platforme: Hjemmesiden www.baaringnyt.dk, nyhedsmailen, Facebook-gruppen Båring Nyt og skærmen i vores Brugs.

Til glæde for alle: Beboere, turister, dem der arbejder her i området eller som på andet vis har tilknytning til Båring Banke. BåringNyt.dk ligger direkte under Baaring Banke Lokaludvalg og er bundet til nogle retningslinjer. Se nedenstående:

 

Vil du gerne bidrage med et indlæg?

Da Båring Nyt formelt set drives af Baaring Banke Lokaludvalg, er det kun indlæg, der har en generel interesse for byen, der må blive lagt op.

Det betyder at:

  • Indlæg der indeholder reklame for private virksomheder eller på anden måde er kommerciel, vil blive fjernet.
  • Indlæg der er af politisk karakter, vil blive fjernet.
  • Indlæg om billetsalg eller anden form for direkte eller indirekte salg, vil blive fjernet.

Hvad må jeg gerne lægge op?:

  • Indlæg fra lokale foreninger, virksomheder eller privatpersoner, som vil sprede budskaber af almen lokal interesse.
  • Indlæg om lokale arrangementer, budskaber, oplysninger, nyheder og lignende af almen lokal interesse.

Hvordan kommer mit indlæg med?:

  • Har du noget du gerne vil have på nyhedsportalen (hjemmesiden, nyhedsbrev, skærm i brugsen og Facebook gruppen), vil vi opfordre dig til at sende det til post@baaringnyt.dk
  • Redaktionen på BåringNyt.dk vurderer hvert enkelt indlæg og godkender eller afviser dem på baggrund af ovenstående retningslinjer.
  • Redaktionen på BåringNyt.dk er blot mennesker, så skulle et indlæg ved en fejl blive godkendt, kan det senere blive slettet igen, hvis det viser sig at være i modstrid med retningslinjerne.

 

Ophavsrettigheder:

Når du bidrager med et indlæg, er du personligt ansvarlig for, at dine indlæg overholder gældende lovgivning, og at dine indlæg ikke krænker andres rettigheder, fx ophavsret til tekst, illustrationer eller fotos:

  • Tjek altid, om du har ret til at bruge illustrationer eller fotos.
  • Skriv hvem, der har taget det anvendte foto, hvis ikke du eller fx din forening selv har taget det.
  • Hvis du er i tvivl, om du har lov til at bruge fx et foto, så undgå det hellere.
  • Ring evt. om tilladelse hos ophavsmanden.
  • Overvej altid om et foto/billede på nogen måde kan krænke tredjemands rettigheder.
  • På Datatilsynets hjemmeside kan du læse om offentliggørelse på internettet af billeder af genkendelige personer. https://www.datatilsynet.dk/borger/internettet/billeder-paa-internettet/.
  • Redaktionen på BåringNyt.dk forbeholder sig ret til uden varsel at fjerne illustrationer, fotos eller tekst, som vurderes at krænke tredjemands rettigheder.
  • Redaktionen på BåringNyt.dk hæfter ikke for erstatningskrav, der måtte blive rejst af rettighedshavere til tekst, illustrationer eller fotos, som er lagt op i gruppen af de enkelte brugere. For sådanne krav hæfter alene den bruger, som har lagt materialet op.

 

Kontakt redaktionen for mere info på: post@baaringnyt.dk

Venlig hilsen

Redaktionen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Facebook