Spring til indhold

NEKROLOG

Palle Sundahl er død. Vores landsby har mist en sand landsbyoriginal, alle kendte. Palle var stolt af den titel jeg fik givet ham, gennem vores samtaler i mange år. Vi kom til Båring i 1985. Hørte hurtigt i vores kvide efter en brugbar, billig bil om Palle og hans autoværksted. Hos Palle var det muligt at købe en brugt bil, på afbetaling. Han startede som vores mekaniker. Bekendtskabet udviklede sig hurtigt til et venskab.

Vores hestopsøgende datter Anne, fandt hurtigt et fristed i Palle og hans kone Bodil’s dyremenageri på Enghøj. Sundahlerne havde leveret korn til Oregård i Bogense, der samlede på gamle husdyrsracer, men sjældent havde økonomi til at betale regningerne. Så der blev handlet i naturalier, bland andet en hel del heste. Trækplasteret var de godmodige ponyer, som Anne og hendes jævnaldrende fik fri adgang til: Der var også en lille vogn de kunne spænde to ponyer for, og køre på udflugt med landsbyens unger ned til Båring Strand. På Enghøj var der højt til loftet for de hesteinteresserede børn. Frihed under ansvar.

De sidste mange år var Palle hårdt ramt af Kol og en smertefuld gigt. Sygdommene, der udviklede sig til at blive meget belastende gennem årene, medførte ikke, at Palle isolerede sig i bitterhed over sin skæbne. Jeg er ramt af både det ene og det andet, men mit gode humør kan sygdommene ikke tage fra mig. Palles medfødt gén til at hjælpe og være noget for sine medmennesker, var et livsvilkår. Hans virkelyst var, trods de fysiske handicaps, ikke i stand til at knække hans livsmod. Han var en festlig krejler, der fyldt meget i det sociale landskab og altid så muligheden for en god handel. Han havde det bedst i mit selskab, når jeg skyldt ham penge.

Jeg har en fantastisk familie, jeg sætter pris på. De hjælper mig og jeg hjælper dem så godt jeg kan. De sidste års meget vigtige aktivitet for Palle var, at pløje ugens tilbudsaviser igennem, finde de bedste tilbud og købe stort ind for hele familien. Smør, cacaomælk, rugbrød. Ved juletid hans yndlingsjulebryg: Blålys fra Albani, men helst efter jul, for der var de billigst.

Var der noget der fyldte i Palles humoristiske univers, var det sort humor. For en del år siden, havde han købt en ligkiste af sit barnebarn, der havde arbejdet på et snedkerværksted. Som afskedsgave fik barnebarnet en traditionel hvid ligkiste. Den købte Palle af ham, kom op til mig på Mejeriet. Mente kisten var for kedelig og spurgte mig om jeg ville dekorere den. Jeg sagde selvfølgelig ja, men viste ikke rigtig hvordan jeg skulle gribe opgaven an. Palles vejrtrækningssituation blev i den ventetid forværret betydelig. Han kunne ikke gå ret langt og blev afhængig af en konstant adgang til ilt.

Den indlysende ide kom til mig, en sommerdag, hvor jeg sad på terrassen. Luften var fyldt med mariehøns. En gammel børneremse fra min barndom, kom til mig, som inspirationen til den helt rigtige udsmykning af Palles ligkiste. Marie Marie Marolle, flyv op til Vor Herre og be’ om godt vejr. At få vejret var jo Palles største problem. Låget blev udformet som skjoldet af en mariehøne. På siden står der, Palle, Palle, Palle, flyv op til Vor Herre og be’ om godt vejr.

Palle blev glad for løsningen og viste den stolt frem til alle hans kommunale hjælpere. Rettidig omhu omtalte Palle det selv, som i det gamle bondesamfund, hvor ligkisten var blevet fremstillet i god til og stod på loftet og ventede.

Palle Sundahl blev 78 år gammel, udtrykte selv at han havde levet et kærligt, indholds- begivenhedsrigt liv.

Jeg har mistet en rigtig god, omsorgsfuld ven og krigskammerat og vil ikke gøre brug af min fremsatte trussel, når vi sammenlignede vores hyppige hospitalsindlæggelser. Jeg kommer ikke til din bisættelse, for så kommer du jo ikke til min. Selvfølgelig kommer jeg Palle. Det skylder jeg dig og din dejlige familie!

Din ven Jan den Mejerigtige Klatmaler

Del på Facebook