Spring til indhold

Båring Banke

"Højt til himlen, kort til alt andet"

BAMOK 2014: Musikalsk succes med kalkuleret underskud

SanneSalomonsenDer var smil over hele linjen, da musikforeningen BAMOK gjorde status over 2014 ved foreningens generalforsamling. 
For 9. år i træk var hovedbudskabet i formandens beretning, at musikforeningen har formået at give publikum levende musik i en kvalitet, der giver genlyd langt uden for lokalområdet. 
Ved begge koncerter – både vinterens koncert med Michael Hardinger Band og efterårets med Sanne Salomonsen – var den røde lampe tændt som signal om, at alle billetter var solgt. 
Det til trods kom musikforeningen ud af 2014 med et lille underskud. BAMOKs kasserer måtte hale 13.500 kroner ud, så egenkapitalen er reduceret til 84.000 kroner. 
Men det kunne ikke tage humøret fra en tilfreds formand. Fordi underskuddet var kalkuleret. 
– Vi var helt på det rene med, at det ville ende med et underskud, da vi hyrede Sanne Salomonsen, sagde formand Jesper Ulriksen om foreningens bevidste investering i at give publikummerne en koncert med det helt store setup. 

IMG_0009God investering i Korridorerne
Jesper Ulriksen benyttede lejligheden til at løfte sløret for en lignende investering i sværvægtsklassen. 
Den netop afviklede koncert med Magtens Korridorer kommer til at koste BAMOK et underskud på 8.000 kroner. En investering, der var alle pengene værd. 
– Vi havde faktisk kalkuleret med et større underskud. Men vi slap billigere. Ikke mindst takket være en god omsætning i baren. Så tak for indsatsen, lød formandens hilsen til de tørstige publikummer. 
Musikformanden glædede sig samtidig over, at der i 2014 blev sat medlemsrekord. 401 medlemmer havde BAMOK i 2014.
Til bestyrelsen var der genvalg til Louise Ulriksen, Knud Bentholm og Poul Kjærgaard. 
Morten Oscar Alexandersen blev genvalgt som suppleant. 

Gavmild støtteforening
I forlængelse af BAMOKs generalforsamling var der generalforsamling i støtteforeningen BAMOK BACKSTAGE. Her kunne formand Knud Bentholm glæde sig over et år med et frugtbart samarbejde om at afvikle koncerten med Michael Hardinger Band med BAMOK. 
I 2014 har foreningen støttet med 1.500 kroner til en nyhedsskærm i Dagli’Brugsen. 
Desuden er foreningens gavmildhed kommet en lokal musikforening til glæde. BAMOK BACKSTAGE har betalt 4.700 kroner til to beachflag, der markerer indkørslen til Båring Skole, når der er musik i Multisalen. 
BAMOK BACKSTAGE har nu en formue på 11.000 kroner.

Del på Facebook

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Facebook