Glædelig jul og godt nytår.

Båring legeplads

Båring Legepladsforening vil gerne ønske alle sine medlemmer, sponsorer og børnene i Båring og Asperup glædelig jul og godt nytår. I bestyrelsen synes vi, at vi igen har haft et godt år. Der er ikke sket de store ændringer på legepladsen. Der er kommet en del nye medlemmer i bestyrelsen og vi har igen afholdt vores to årlige arrangementer med rigtig god opbakning.

Loppemarkedet var som altid suppleret med tombola og her skal lyde en stor tak til vores sponsorer, som bidrog med mange flotte gaver til glæde for de mange vindere. Desuden prøver vi at udvikle dagen til en markedsdag med indslag fra den Rytmiske Efterskole samt salg af popcorn, slushice og grillpølser. Vi har flere ideer til næste år, men byd gerne ind med forslag til ting, der kan gøre dagen endnu mere festlig.

Tour de Båring blev afholdt sammen med arrangørgruppen for selve cykelløbet og der var igen mange cykelglade børn og forældre med. Som noget nyt var der i år både en flot sejrsceremoni og medalje til alle deltagere. Der var mange stolte børn den dag.

Tak til alle de frivillige, der hjalp til på de to dage.

De to arrangementer gav ekstra penge i kassen, som skal bruges på flere projekter, som vi har i støbeskeen til næste år. Blandt andet arbejder vi på at etableret en permanent grill på legepladsen, for at skabe muligheden for grillarrangementer med familie eller venner. Vi vil også gerne forbedre den lille boldbane, så den bliver brugt endnu mere. Desuden arbejder vi videre med mere beplantning på området.

Yderligere oplysninger kan findes på vores hjemmeside på BåringNyt.dk.

Til sidst en stor tak til alle medlemmerne. Uden jeres støtte ville der ikke være mulighed for at realisere alle vores planer for legepladsen i Båring.

Glædelig jul og godt nytår til alle i Båring og Asperup.

Julehilsner fra

Båring Legepladsforening.