Velkomstpakken ændrer form

 

Båring Banke har henover sommeren fået en hel del flere indbyggere. Det er vi som lokalområde rigtigt glade for. De nye familier vil Lokal Kommunikation naturligvis gerne byde velkommen, som vi tidligere har gjort med en velkomstpakke.

Vi har lige nu mere end 17 på listen og det stiller uforholdsmæssige store krav til vores sponsorer til pakkerne samt den tid, der for Lokal Kommunikation går med at kontakte de nye tilflyttere. Derfor ændrer vi procedure.

Fremadrettet vil vi på kvartalsbasis invitere nye tilflyttere til et velkomstmøde, hvor Lokal Kommunikation fortæller om lokalområdet, aktiviteter samt www.BaaringNyt.dk, hvor de fleste  informationer kan søges.

Der vil på velkomstmøderne blive udleveret én pakke pr. ny familie indeholdende gavekort til lokale butikker, foreninger samt arrangementer mv. Indholdet kan variere over tid. Vi er samtidigt vært med kaffe og kage samt sodavand til børnene.

De nye tilflyttere vil modtage et velkomstbrev i deres postkasse, hvoraf sted og tid fremgår. Vi satser på at benytte Rytmisk Efterskole som base og snarest at offentliggøre datoer for de 4 kommende velkomstmøder.

Med venlig hilsen
Lokal Kommunikation

byskilt_baaringnyt